Derfor fejrer vi valdemarsdag

Profilbillede
dato

Den 15. juni er valdemarsdag. Men hvad er det egentlig, vi fejrer? Og hvad har dagen med vores nationalflag at gøre?

Dannebrog er verdens ældste nationalflag, som stadig er i brug, og flaget spiller en afgørende rolle for, hvorfor vi i dag fejrer valdemarsdag. Men faktisk stammer historien om dagen helt tilbage fra 1200-tallet.

I år 1219 angreb en dansk flåde bestående af cirka 1500 skibe Estland. Angrebet blev ledet af den danske konge, Valdemar Sejr, som havde et mål om at gøre Estland kristent.

Danskernes angreb på Estland havde karakter af et korstog, og det var angiveligt ikke første gang, at det estiske område var blevet forsøgt kristnet.

Det gik dog ikke helt så godt for danskerne. Overleveringerne siger noget forskelligt, men helt sikkert er det, at den danske hær enten blev overfaldet i deres lejr eller jaget på flugt. Og danskerne havde brug for hjælp. 

Med sig havde Valdemar Sejr ærkebiskoppen, Anders Sunesen, der ifølge overleveringerne holdt esterne i skak ved at bede til Gud.

Da ærkebiskoppen var færdig med at bede og sænkede hænderne, faldt Dannebrog med dets karakteristiske rød-hvide farver ifølge legenden ned fra himlen og sikrede dermed, at Valdemar Sejr og danskerne vandt slaget.

Dannebrog, som betyder ’danernes fane’, blev efterfølgende gjort til danskernes nationalflag – verdens ældste flag. 

Vi markerer hvert år historien om Dannebrog på valdemarsdag den 15. juni. 

Kilde: kristendom.dk