I går blev det offentliggjort, hvordan fremtidens midtby i Viborg skal se ud. Vinderforslaget fra Marianne Levinsen Landskab ApS, samt en række samarbejdspartnere, revitaliserer den historiske bymidte med respekt for kulturarven.
Domkirkekvarteret i Viborg har en helt særlig plads i Danmarkshistorien. Her blev konger hyldet, herremænd samlet, forbrydere dømt, og med udgangspunkt i den imponerede domkirke blev der taget store religiøse beslutninger, der har påvirket hele landet.
I de kommende år vil en række af de historiske byrum blive opdateret. Et arbejde som er muliggjort af en stor donation på 47 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Torsdag den 27. juni kunne borgmester i Viborg Kommune, Ulrik Wilbek, så løfte sløret for de konkrete planer, da han præsenterede vinderne af arkitektkonkurrencen i forbindelse med Viborgs traditionsrige Snapsting.
- Vinderforslaget viser en god forståelse for Viborgs historie og for de steder, som skal omdannes. Derfor vil ændringerne også gøre Domkirkekvarteret endnu mere attraktivt for både beboere og turister, sagde Ulrik Wilbek om det vindende projekt fra Marianne Levinsen Landskab ApS i samarbejde med Christine Waage Rasmussen, Jesper Kongshaug, Lundgaard og Tranberg arkitekter og Wissenberg A/S.
Nye samlingsrum
Domkirkekvarteret ligger midt i det, der engang var et dramatisk istidslandskab, og vinderforslaget binder smukt kvarterets mange selvstændige by- og haverum sammen, men understreger samtidig deres særlige karakterer.
Gammeltorv og Stænderpladsen vil stå frem som samlingsrum for byen og være omdrejningspunkterne i Viborgs nye kulturkvarter. Projektet har fokus på bæredygtighed og mange af de materialer, der allerede er i kvarteret, genanvendes, så historien også helt håndgribeligt taler med.
Byens hjerte
Med præsentationen af vinderprojektet, begynder arbejdet nu for alvor med at omdanne visionerne til virkelighed, og det vindende arkitektteam ser frem til at det arbejde for alvor går i gang.
- Domkirkekvarteret er byens hjerte og kulturelle mødested. Området er tæt sammenvævet med den omkringliggende by, og skal fremstå med sin egen karakter med bevarede gamle træer, genbrugte brosten, stemningsfuld belysning, ny møblering og plads til leg. Kvarteret har potentiale til at blive et genopdaget og attraktivt område for byens borgere, og samtidig være en ny styrket national og international destination; et historisk, unikt og attraktivt byrum med oplevelser for alle, siger arkitekt Marianne Levinsen.
Projektet vil bidrage yderligere til de markante ændringer i Domkirkekvarteret i Viborg, der udover opdateringen af byrum og pladser også tæller et nyt velkomstcenter til rejsende på hærvejen og åbningen af Viborgs nye bymuseum, Museum Wibergis.
Fakta om vinderne af arkitektkonkurrencen
Team Marianne Levinsen landskab ApS
Totalrådgivere, ide og designansvarlige: Marianne Levinsen Landskab ApS
Underrådgivere: Ingeniører: Wissenberg A/S
Belysningsdesign: Jesper Kongshaug
Konsulenter: Bevaringsværdier og restaureringsholdninger, vedr. landskab: Christine Waage Rasmussen, landskabsarkitekt, Ph.D
Bevaringsværdier og transformation i forbindelse med bygninger: Lundgaard og Tranberg arkitekter, v. Partner Mikkel Kjærgård Christiansen
Trafikale strategier: Urban Creators