Den danske natur bugner af lækre, grønne urter lige til at plukke og komme i maden. Bliv klogere på, hvor du kan finde de vilde urter i naturen omkring Viborg, og hvordan du genkender dem her.
Ramsløg
Er sprængfyldt med vitaminer og har en meget karakteristisk smag af løg. Du kan bruge ramsløg på utallige måder i maden. Fx kan du lave din egen ramsløgspesto, -olie eller -salt.
Du skal dog være opmærksom på, at ramsløg kan forveksles med liljekonvaller eller høsttidløs, som er meget giftige at spise.
Derfor er det meget vigtigt, at du er opmærksom, når du plukker ramsløg. Urten har en stærk duft af hvidløg, så stik næsen ned og duft.
Læs mere om, hvordan du genkender ramsløg her.
Du kan finde ramsløg mange steder i naturen. Oftest gror de i skyggefyldte, våde skovpartier. I Viborg kan du fx plukke ramsløg ved Skovbrynet.
Løgkarse
Har en højt indhold af C-vitamin og en let smag af løg og sennep, deraf det engelske navn ’Garlic mustard’. Løgkarse kan spises både rå i salater eller tilberedt i supper og stuvninger.
Du kan også bruge løgkarse til at lave en lækker pesto. Tilsæt nødder, olie, parmesan og eventuelt hvidløg og hak det, til det har den rette konsistens. Smag til med salt. Alternativt kan du erstatte løgkarsen med ramsløg.
Du kan genkende løgkarse på lugten og på deres blade, som er formet som hjerter med takker.
Løgkarse findes mange steder i naturen; blandt andet i parker, ved skovveje, i skovbryn og hegn, samt hvor der vokser fugtig og næringsrig jord.
Brændenælder
Er endnu en vild urt, som er rig på vitaminer og mineraler og kan bruges i mange forskelle retter.
Du kan undgå at brænde dig på nælderne ved at overhælde dem med kogende vand eller nulre de små brændende fimrehår væk. Medbring gerne handsker, når du skal plukke brændenælderne i naturen.
Brændenælder kan fx bruges i supper og te, men smager også fantastisk i forskelligt bagværk
Du kan også vælge at stege bladene på en pande med lidt finthakket chili og hvidløg. Når brændenælderne er godt branket og afkølede, kan du spise dem som lækre chips til din løgkarse- eller ramsløgspesto.
Du kan finde brændenælder i hegn, grøftekanter, skove og skovbryn, langs villavejens hække, på enge, ved vandløb og søer og mange flere steder.
Skvalderkål
Har en let og krydret smag, der minder om en blanding af persille, gulerod og pastinak. Urten kan spises både rå i salater eller tilberedt i supper og stuvninger.
Du kan genkende skvalderkål på deres spidse, savtakkede blade og deres små, hvide blomster, der sidder samlet i skærme.
Skvalderkål findes mange steder i naturen; blandt andet ved strandeng, vandløb, sø, løvskov, nåleskov, by, hegn, grøftekant og græsland.
Husk altid at vaske dine planter og urter godt, når du kommer hjem. Hvis du er i tvivl, om en plante eller urt er spiselig, så lad den stå.
På Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde idéer til opskrifter med spiselige, planter, dyr og svampe, som du kan finde i den danske natur.
Læs mere her.