Viborg Kommune har iværksat en indsats for at fjerne forurening i forbindelse med etableringen af Banebystien.
Arbejdet med at fjerne cyanid-holdig jord i området omkring Banebystien vil pågå i de kommende uger. Dette kan medføre, at man vil se arbejdere iført beskyttelsesdragter i området ved Gl. Århusvej.
Cyanid har tidligere været anvendt til bekæmpelse af ukrudt, herunder også i Viborg Kommune. Desværre betyder det, at der stadig findes cyanid i jorden på flere steder, hvilket kan skabe problemer ved anlæggelse af nye stier og veje. Direkte kontakt med cyanid og afdampning heraf udgør en risiko for mennesker og dyr, når der graves i jorden.
For at håndtere denne forurening vil medarbejdere i arbejdsområdet være iført specialdragter under udgravningen af den cyanid-holdige jord. Efterfølgende vil den forurenede jord blive erstattet med ren jord, og der vil blive udlagt et markeringsnet for at afgrænse eventuel cyanidholdig jord. Der vil herefter blive lagt mindst 50 cm rent sand og mindst 50 cm ren jord eller belægning ovenpå.
Arbejdet med at fjerne den cyanid-holdige jord vil strække sig over flere dage, da gravetilladelsen fra Banedanmark kun tillader udgravning af 3 meter ad gangen. Den udgravede jord vil blive transporteret på lastbiler og overdækket med presenning, inden den køres til et specielt depot for giftigt affald.
Hvis der er behov for yderligere oplysninger, kan man kontakte Jens Møller Vestergård, ingeniør i Trafik og Veje i Viborg Kommune, på telefon 87 87 51 15 eller via e-mail på jemv@viborg.dk.