Viborg Kommune styrker trygheden for ældre og sårbare med nye beredskabspjecer ved forsyningssvigt

Foto: Viborg kommune.
dato

Viborg Kommune lancerer nye beredskabspjecer, der skal give ældre og sårbare borgere tryghed ved forsyningssvigt som strømsvigt og vandmangel.

Hvad gør man egentlig, hvis strømmen går og vandet forsvinder? Det spørgsmål fylder især hos ældre og sårbare borgere, når nyhederne præger samfundet med historier om krig og kriser. For at skabe tryghed har Viborg Kommune udarbejdet nye beredskabspjecer målrettet blandt andet hjemmeplejen, botilbud, dagcentre og modtagere af mad fra Madservice Viborg.

Pjecerne indgår som en del af kommunens overordnede indsatsplan for håndtering af forsyningssvigt, eksempelvis hvis strøm og vand mangler i op til tre døgn. Planerne sigter mod at sikre, at ældre og sårbare borgere fortsat får nødvendig hjælp og støtte, selv under krisesituationer.

I materialet kan både borgere og pårørende læse, hvordan kommunen fortsætter med at yde støtte og sikrer adgang til mad og drikke. For borgere med særlige behov kan der desuden arrangeres flytning til steder med nødstrøm.

Beredskabspjecerne forklarer ikke kun kommunens egen indsats, men opfordrer også borgere og pårørende til at være forberedte. Blandt anbefalingerne er, at man har vigtig medicin på lager, anskaffer sig lommelygte og ekstra batterier.

Pjecerne er udviklet i et samarbejde med Udsatterådet, Handicaprådet og Ældrerådet og er tilpasset for at være lette at forstå og anvende i hverdagen. Input fra disse råd har været afgørende for at gøre budskaberne klare og relevante.

Materialet bliver uddelt til alle de borgere, der får hjælp og støtte fra kommunen gennem plejecentre, dagcentre, hjemmepleje, bostøtte, bosteder og madservice. Udleveringen sker i forbindelse med den nationale beredskabsuge i uge 19. Pjecerne kan også tilgås på https://viborg.dk/borger/stoette-og-omsorg/hvis-stroem-og-vand-forsvinder/.

For at sikre beredskabet afholder kommunen løbende øvelser i 3-døgnsberedskab. Der er planlagt halvårlige mini-øvelser fremover i de teams, der har særlige opgaver med beredskabet.

Der kan findes yderligere oplysninger hos Brian Roed, Johannes Vesterby eller Kristine Stange i Viborg Kommune.

https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/nye-pjecer-skal-skabe-tryghed-for-saarbare-borgere-ved-kriser-14911579/

Kilde: Viborg Kommune